Journalen

At operere på sig selv kan ikke være nogen rar oplevelse. Mildest talt. Forhåbentligt hører det også til de absolutte sjældenheder, at nogen bliver nødt til at føre kniven gennem sin egen hud. Men hvad gør man, hvis man sidder på Sydpolen og opdager en knude i sit bryst? Eller ikke vil have, at militærlægerne på lazarettet opdager, man i virkeligheden ikke er en mand, som de tror, men en kvinde? Eller er helt alene om at føde et barn, der bare ikke vil ud?

På denne liste er samlet ti historier fra det virkelige liv om mennesker, der i forskningens og overlevelsens tegn har opereret på sig selv. Se bl.a. det bevægende interview med den unge bjergvandrer, der efter fem dage med den ene arm klemt fast under en enorm sten, indser, at hans eneste mulighed for at overleve er at brække sin egen arm og skære den af med en lommekniv.

Advarsel: listverse.com er en hjemmeside, man ikke nemt slipper væk fra igen – den indeholder tusinder af sjove, skøre, vilde og dybt mærkelige lister, man bare må læse. Held og lykke!

Nogle tilstande, sygdomme og overlevelseshistorier er så sjældne, at der næppe findes flere tilfælde i verden, end hvad man kan tælle på en hånd.

Sådan er det for eksempel med texaneren Lizzie Velasquez, der lider af en meget sjælden sygdom, som der kun er registreret to andre tilfælde af i verden. Lizzie kan ikke tage på, og for at komme igennem dagen og få den næring, hun skal bruge, må hun spise hver 15. minut. Kroppen kan ikke lagre den energi, hun indtager, til senere brug.

Så er der spædbarnet, der tilbragte sin fostertid i sin mors lever, og ikke i livmoderen. Extrauterine graviditeter – graviditeter uden for livmoderen – forekommer, men at fosteret ligger i leveren er kun registreret 14 gange før, og heraf er kun tre andre børn, udover det her omtalte tilfælde, overlevet.

Og så er der historien om manden, der overlevede og kom sig efter en ‘intern halshugning’, hvor kraniet blev adskilt fra rygsøjlen, mens kun sener og huden holdt hovedet på plads. At overleve dette er ekstremt sjældent.

Er man religiøs, kan man kalde mirakler. Jeg ville nok snarere kalde det undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de fleste menneskers sygdomsforløb og behandlinger kan diagnosticeres og forudsiges nogenlunde. Men det minder mig også om, at selvom lægevidenskaben har gjort utrolige fremskridt på et par hundrede år, så vil vi næppe nogensinde forstå alt, hvad der er at vide om kroppen.

Denne video viser, hvordan fire kvinders stemmelæber bevæger sig, mens de synger. Jeg må indrømme, at jeg først nu rigtig forstår, hvordan de åbner og lukker sig omvendt af, hvad jeg intuitivt ville gå ud fra – lukker sig, når man bruger stemmen, og åbner sig, når man slapper af/trækker vejret.

Derfor forstår jeg nu også bedre, hvad det var, min sanglærer på Allerød Musikskole ville have mig til, når hun sagde, at jeg skulle ‘fortætte’ stemmen, så der ikke kom så meget luft på min sang. 10 år for sent med erkendelsen, men alligevel.

Fascinerende. Smukt. Og ret sjovt.

Videoen har jeg fundet på Mike Barnkops blog, som absolut er et besøg værd, hvis du interesserer dig for medicin og sundhed.

I hjernen sørger neuroner for at modtage beskeder fra nerverne, når vores hud berøres, eller når vi griber ud efter et objekt. Neuronerne er aktive i forskellige dele af hjernen alt efter, om det er mit ansigt, armen eller ryggen der berøres, eller hvilken arm der griber ud efter kaffekoppen, og hvorvidt koppen er så varm, at jeg brænder mig.

Men 20 pct. af disse neuroner reagerer også, når jeg ser en anden person blive berørt, bevæge armen eller komme til skade. Hjernen oplever altså fysisk de hændelser, der sker i min omverden, selvom de ikke sker for min egen krop.

Når mine muskler ikke reagerer på den anden persons oplevelser, og for eksempel rækker ud efter en kop samtidig med dig, skyldes det, at nerverne i huden melder tilbage til neuronerne om, at det ikke er min arm, der flytter sig – derfor skal der ikke sendes besked til musklerne om, at de skal bevæge sig.

Det forklarer læge og hjerneekspert Vilayanur Ramachandran i denne TEDtalk. Han forklarer også, at neuronernes ekstrafunktion i hjernen sandsynligvis betyder, at vi mennesker kan lære af hinanden i løbet af minutter blot ved at se en anden gøre det (hvordan man skruer en skrue i væggen, for eksempel), mens de fleste andre levende væsner lærer gennem generationer.

En af Ramachandrans pointer er desuden, at vi neuronernes effekt på vores oplevelse af omverdenen ligger til grund for mange af østens filosofier og lægevidenskaber, hvor mennesket ikke opfattes som adskilt fra andre mennesker, men hvor vi alle er forbundne. Neuronerne hænger nemlig nøje sammen med den grundlæggende empati, vi mennesker instinktivt har for andre menneskers oplevelser. Empati i betydningen indlevelse.

Du kan finde alle Ramachandrans artikler her, hvor du også kan læse mere om hans arbejde som hjerneforsker.

En forsker, der i 60 år har knækket fingre på kun den ene hånd for at bevise, hvorvidt den udviklede mere gigt end den anden hånd. En bh, der i en nødsituation kan omdannes til to beskyttelsesmasker. Og en undersøgelse af, om det er bedst at blive slået i hovedet med en fuld eller en tom ølflaske. De tre forskningsresultater blev i efteråret 2009 ophøjet til prisvindere af Ig Nobel-prisen i kategorierne hhv. medicin, folkesundhed og fred. Ja, den med ølflasken fik en fredspris.

Ig Nobel-prisen (ignoble betyder grinagtig på engelsk) bliver uddelt en gang om året på Harvard, og prismodtagerne er forskere, der med deres forskningsresultater får omverdenen til ‘først at grine og derefter tænke’, som der står på prisuddelernes hjemmeside. Priserne findes i mange forskellige kategorier, og de er blevet udgivet hvert år siden 1991. Blandt de mest opsigtsvækkende på sundheds- og medicinområdet gennem tiderne er nok (se dem alle her):

2008 MEDICIN: Tre amerikanske forskere og en fra Singapore vinder for at have bevist, at dyr placebo-medicin er mere effektiv end billig placebo-medicin.

2007 FRED: The Air Force Wright Laboratory, Ohio, USA, vinder fredsprisen for at gennemføre forskning i og udvikling af et kemisk våben, kaldet gay bomb (bøssebomben), der vil få fjendens soldater til at blive uimodståeligt tiltrukket af hinanden (og dermed ude af stand til at føre krig).

2006 MEDICIN: Amerikaner vinder prisen for sin rapport om, hvordan man ved hjælp af rektal massage kan stoppe hikke.

2004 FOLKESUNDHED: Amerikansk kvinde vinder prisen for at undersøge reglen om, at al mad, der har ligget på gulvet i mindre end fem sekunder stadig er spiselig.

2001 ØKONOMI: To forskere fra hhv. University of Michigan Business School og University of British Columbia vinder prisen i økonomi for at konkludere, at folk gerne udskyder deres dødstidspunkt, hvis det betyder, at skatten på arvegodset bliver lavere.

2000 KEMI: Tre italienere og en amerikaner vinder for at opdage, at forelskelse rent biokemisk ikke er til at skelne fra tvangsneuroser (obsessive-compulsive disorder).

1999 VIDENSKABSUNDERVISNING: Uddannelsesstyrelsen i Kansas og Colorado vinder denne pris for at bestemme, at der er lige så lidt grund til at tro på Darwins evolutionslære som på Newtons tyngdelov, Faraday og Maxwells teori om elektromagnetisme og Pasteurs teori om, at bakterier medfører sygdomme.

1999 HJÆLPEMIDLER: To amerikanere vinder prisen for at opfinde et rundt bord, som en fødende kvinde kan spændes fast til. Bordet bliver derpå sat til at rotere ved høj hastighed.

1998 STATISTK: To amerikanere vinder statistik-prisen for at skrive en omfattende rapport om forholdet mellem en mands højde, fodstørrelse og penis-størrelse.

1994 MEDICIN: Prisen i 1994 gik delvist til en soldat, der brugte elektrochokterapi (noget med ledninger ført fra en bil og til hans læber) mod et giftigt slangebid, han havde pådraget sig, og delvist til to læger for deres medicinske rapport om, hvordan elektrochokterapi ikke kan bruges til at behandle giftige slangebid.

1993 MEDICIN: Tre læger modtager Ig Nobel prisen i medicin for at undersøge og rådgive om, hvordan man akut behandler penisser fanget i lynlåse

Vinderne for 2010 offentliggøres den 30. september, og mon ikke jeg vil stå klar, når navnene og forskningsresultaterne afsløres?

Tranebærsaft har længe været et godt råd mod blærebetændelse, og jeg har selv kapsler med ekstrakt liggende, til hvis de en dag skulle blive nødvendige, og jeg ikke kan få fat i lægen.

Nu viser amerikansk forskning, hvorfor tranebærrenes saft kan kurere den belastende lidelse (som altid kommer på det mest ubelejlige tidspunkt): Tranebærsaft får de kroge, E-coli-bakterien bruger til at sætte sig fast i urinrørets celler med, til at krølle sammen og svække grebet. På den måde bliver det muligt at skylle bakterierne ud ved almindelig urinladning.

Det kan man læse i Molecular Nutrition & Food Research. For en mere letlæselig version af undersøgelsen, tag et kig på ScienceBlog.com.

Uden tranebærsaft kan E-coli-bakterierne, som er den mest almindelige årsag til blærebetændelse, holde fast i cellerne og undgå at blive skyllet ud ad naturens vej. Og når der er tilstrækkeligt med bakterier, kommer der en infektion.

Det er værd at nævne, at forskningen er delvist sponsoreret af the Cranberry Institute og the Wisconsin Cranberry Board, så jeg venter spændt på en uafhængig kilde til at bekræfte konklusionen. Men det ville slet ikke være så tosset, hvis man i fremtiden kan komme uden om penicilin og nøjes med lidt tranebærsaft. Baseret på mine egne hidtidige erfaringer vil jeg være tilbøjelig til at tro på undersøgelsen. Jeg vil i hvert fald blive ved med at have tranebærekstrakt-kapsler liggende.

Profylaktisk kan man jo sippe sig en Cosmopolitan på regelmæssig basis – hvad kan det skade?

(Disclaimer: Den sidste kommentar om Cosmopolitans er naturligvis ment i spøg.)

I marts 1999 fik 16-årige Chrissy Steltz skudt den øverste del af ansigtet af af et haglgevær. Overkæbe, næse, øjne. Kun hjernehinden beskyttede hjernen mod verden uden for kraniet, og der var intet, der holdt underkæben på plads. Politimanden, der fandt hende, troede, hun var død. Men så så han, at hun bevægede fingrene.

Den første måned fik Chrissy 23 operationer, blandt andet satte lægerne en del af hendes skinnebensknogle ind der, hvor overkæben tidligere sad, for at stabilisere kraniet. Siden har hun gået med en maske som dem, man lægger over øjnene, når man gerne vil sove et lyst sted.

11 år efter ulykken var både Chrissy og teknologien klar til, at hun kunne få en ansigtsprotese, og den 8. juli i år blev den sat på.

På Oregonlive.com/steltz kan du læse hendes utrolige – og dette ord bruger jeg i dets mest absolutte forstand – historie, og se de 64 billeder og videointerviews.

Udover den fascinerende og (hvis jeg skal være helt ærlig) lidt uhyggelige historie, er jeg også helt opslugt af måden, den er formidlet på. Artiklen er beviset på, at netjournalistik er ikke bare fremtiden, men også den absolut fedeste slags journalistik, man kan lave. Så det vil jeg arbejde mig hen imod.

For sådan nogle som mig, der er dybt fascineret af sygdomshistorie, medicinske behandlingsmetoder og ikke mindst freaky misdannelser på kroppen, er medicinhistoriske museer altid på programmet, når jeg er ude at rejse. For et par uger siden var jeg for eksempel på det medicinhistoriske museum i Budapest, som rummer redskaber, illustrationer, portrætter og optegnelser fra lægernes arbejde liggende tilbage fra oldtiden og til nu. Præsenteret i kronologisk rækkefølge.

Men man behøver ikke tage langt væk for at se den slags artefakter udstillet. I København, tæt ved Kongens Nytorv, ligger Medicinsk Museion, som jeg – desværre eller heldigvis? – stadig har til gode at besøge. Her har de op mod 250.000 genstande og andre udstillingsrelevante sager liggende, som alle, fra almindeligt interesserede som mig selv til forskere, har adgang til.

Og har du ikke lige mulighed for at komme forbi museet, så er der masser at finde på nettet. På kulturarv.dk under ‘Museernes samlinger’ kan du eksempelvis finde billeder og beskrivelser af genstande fra alle landets museer, herunder Medicinsk Museion. Her finder du for eksempel et billede af et barnehovede, en trepan, der er blevet brugt til at bore huller i kraniet med, og en tegning fra sygehuset i Godthåb, som giver et indtryk af stemningen sådan et sted.

Det hidtil bedste medicinhistoriske museum, jeg har været på, var det i Berlin. Her måtte jeg faktisk give op til sidst, efter at have gået rundt mellem deforme skeletter og gennemskårne hjernesvulster i halvanden time. Maven var godt og grundig oprørt over seværdighederne, selvom jeg ikke vil kalde mig sart, når det kommer til den slags. Det var fedt!

På museet i Budapest var den nok mest iøjnefaldende udstillingsgenstand en glaskiste med en kvindefigur af voks og ‘real-size’, hvis mave og bryst var åbnet, så man kunne se ind i kroppen. På det museum opdagede jeg også, at trepanering, hvor man borer huller i kraniet for at behandle epilepsi, migræne og mentale lidelser (homoseksualitet, for eksempel!), tilsyneladende er med blandt de ældste behandlingsmetoder. I hvert fald var en trepan (se billedet for oven) fra antikken udstillet, og ifølge Wikipedia finder man eksempler på trepanering helt tilbage fra stenalderen (omkring 9500 f.v.t.). I dag bruges principperne bag trepanering stadig, men kaldes som regel kraniotomi.

Medicinsk Museion har også deres egen blog.

Indtager du fed mad gennem længere tid, bliver hjernens belønningssystem bedøvet, og kroppen mindre modtagelig over for ‘stop med at spise’-beskeder fra tarmene. Det viser ny forskning, som bliver fremlagt ved det kommende årlige møde i Society for the Study of Ingestive Behavior (SSIB).

Forsøg på rotter har vist, at når de indtager fed mad gennem et stykke tid, reduceres frigivelsen af dopamin, der fungerer som belønning i hjernen. Fed mad ændrer simpelthen den måde, dopamin fungerer i hjernen, fortæller en af forskerne bag undersøgelsen.

Tidligere forskning viser også, at kroppen bliver mindre følsom over for ‘stop med at spise’-hormonet cholecystokinin. Hormonet udløses af cellerne i tyndtarmen, når den registrerer tilstedeværelsen af fedt eller protein. Dertil kommer, at mennesker, hvis kostvaner er præget af fed mad, ofte faktisk har mere af hormonet i kroppen end personer, der spiser mindre fed mad, men er langt mindre følsomme over for det.

Det betyder, at en fed diæt kan starte en spiral af behov for mere mad, især mere fed mad.

Fodtortur, også kaldet falanga, skader ofret for livet og resulterer i større fysiske konsekvenser end andre former for tortur. Det viser en ny undersøgelse foretaget af fysioterapeut og forsker, ph.d, Karen Prip.

Fodtorturen går ud på at hæve ofrets fødder og slå på fodsålerne med kæppe, ledninger eller andre redskaber. Og mishandlingerne skader føddernes væv og nerver, og skader også det centrale nervesystem.

»Det betyder, at mange også har føleforstyrrelser og smerter i resten af kroppen,« siger Karen Prip.

Hun vurderer, at omkring 70 procent af de torturofre, som henvises til Forskningscenter for Torturofre, har været udsat for falanga. Det skriver Videnskab.dk.

***

Man kan spørge sig selv, om eftervirkningerne kan gøres op på den måde. Kan nogle konsekvenser af tortur være sværere at leve med end andre? Ifølge artiklen på Videnskab.dk er Karen Prip den første i verden til at undersøge falanga-ofres nerveskader, og de fleste undersøgelser på området handler om de psykiske følger af torturen.