Journalen

Den ene ende af forhallen på Rigshospitalet er blevet en art hjem for en stor gruppe pressefolk, der venter på Mary eller en af hendes kendte venner eller familiemedlemmer. Det er lidt sjovt at se, hvordan det ser ud fra en anden vinkel. Der er bygget podie og alt muligt. Mændene i billedet er ved at sætte ekstra lys op.

De er kommet helt fra den anden side af jorden for at følge med. Og på gulvet er det tydeligt markeret, hvem der har hvilke pladser.

Danmarks Bedste Hospital er en pris, Dagens Medicin uddeler hvert år. I dag er det blevet offentliggjort, at årets vindere i de tre vigtigste kategorier: Danmarks Bedste Hospital er Skejby; i kategorien mellemstort hospital tager Vejle prisen, og vinderen i kategorien Danmarks Bedste Lille Hospital er Sønderborg.

Tillykke til dem – selvom specielt Skejby og Vejle må være vante til det. Skejby har vundet prisen 3 år i træk nu.

Rigshospitalet, som jeg er ansat på i øjeblikket, har vundet i kategorierne:

• Anæstesi
• Brystkræft
• Hæmatologi
• Intensiv
• Klinisk fysiologi (som de også har vundet Global Excellence-prisen for)
• Klinisk genetik
• Neurokirurgi
• Plastikkirurgi
• Tand-mund-kæbe
• Traume

I forbindelse med, at nogle frivillige fik lov at komme op på helikopterplatformen på Rigshospitalet, blev jeg spurgt, om jeg ville med. Helt sikkert!

Jeg har været deroppe en gang før, i 2008 - på en pressetur, hvor også daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen var med. Dengang fik jeg endda lov til at flyve en tur i 5 minutter i helikopteren – ud over vandet, ind over byen.

Men jeg havde glemt, hvor skræmmende, det er at stå deroppe på platformen. Som du måske kan se på billedet, er der ikke noget rækværk, og selvom den er ret stor, skal man ikke gå for tæt på kanten, hvis man som jeg bliver svimmel bare af at se Spiderman.

Til gengæld er udsigten fænomenal. Der er bare noget ved at kigge ned og se samtlige københavnske søer ligge i en bue gennem byen. Og alle de tusinder og tusinder af røde tage. Og bilerne, og gaderne, og vandet, der ligger overraskende tæt på. For slet ikke at tale om legen med at finde sit eget hjem (hvis man er køwenhavner).

Sidste tirsdag var det tre år siden, platformen blev indviet.

Første dag på Rigshospitalet bød på masser af informationer og en smule action i form af brandkursus med praktisk undervisning aka ILD!

Så er jeg endelig startet som medarbejder i Rigshospitalets kommunikationsafdeling. Intet mindre end en drømmestilling for mig.

Første dag var en introdag for alle de nye medarbejdere på hospitalet – læger, sygeplejersker, servicepersonale, sekretærer og administrative.

Brandundervisning
Efter en informationstung formiddag med indlæg fra IT-afdelingen, sygeplejedirektøren, hospitalspræsten og andre relevante personer, gik turen gennem regnen ned til Tagensvej 20, hvor brandmand Jack Villumsen fortalte os, hvordan vi skal forholde os ved brand, og hvordan vi selv kan forebygge og begrænse brandtilfælde. Og der var rigtig ild!

Den teoretiske del af undervisningen foregik i et lokale, der tilsyneladende også bliver brugt til genoplivning, så vi deltagere måtte sidde rundt om hospitalssenge med meget livagtige dukker, der først forvirrede mig en del.

Ja, ok, flere forskellige afdelinger på Rigshospitalet og i Gentofte, Glostrup, Hvidovre og på Københavns Universitet har også i dag modtaget prisen for Global Excellence. “Priserne gives til afdelinger og enheder, der – til gavn for patienter og borgere i regionen – arbejder med sundhed på et niveau i absolut verdensklasse,” står der såmænd på Region Hovedstadens hjemmeside.

Når jeg så fremhæver gynækologerne, eller nærmere medarbejderne på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet, er det fordi både min mor og min søster arbejder der, som hhv. lægesekretær og sygeplejerske – og det gør mig stolt at være i familie med dem! Afdelingen får nu halvanden mio. kroner, som følger med prisen, så de kan forske mere i, hvordan man hjælper kvinder med kræft i underlivet til at overleve.

Tillykke til mor, søster, Juliane Marie Centret og resten af de i alt 10 hospitalsafdelinger i Region Hovedstaden, der i dag fik 15 mio. til deling!

Over sommeren har der været flere artikler om, at kvinder, der forsøger at få børn, lever under et selvvalgt cølibat, når det kommer til flere af livets glæder – alkohol, rødt kød, make-up, cremer osv. Senest er Kronprinsesse Mary blevet hængt ud i pressen for at tage sig et glas rødvin, mens hun er gravid med tvillinger.

I den forbindelse er jeg kommet til at tænke på hele skyldsspørgsmålet i den danske sundhedssektor. Livsstilssygdomme fylder meget i behandlingssystemet, og med dem er der fulgt en forandring i opfattelsen af årsagerne til sygdom: det er din egen skyld, at du bliver syg.

Det kan meget vel være, det passer i mange tilfælde. Rygning, alkohol, dårlig kost og mangel på motion er dokumenteret årsag til en laaaaang række sygdomme – cancer, hjerte-kar-lidelser, diabetes. Der er mange valg, man kan tage for at leve sundere og længere.

Men det er jo ingen garanti. Motionister og ikke-rygere kan falde om af hjertestop uden varsel, og selvom man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for indtag af alkohol, kan man stadig få brystkræft. Kan det virkelig passe, at vi skal bære rundt på hele ansvaret for de sygdomme, som vi får i vores liv? Selv en forkølelse bliver i mit tilfælde ofte mødt med kommentaren: Har du ikke haft nok tøj på? Jo, gu’ har jeg det – jeg hader at fryse! Men nu er jeg altså blevet syg alligevel, og det er ikke min egen skyld.

Jeg mener, at der i det danske samfund er en alt for stor ansvarspålæggelse på de syge for, at de er havnet i den situation, de er i. Det åbner op for en intolerance over for de alvorligt syge, der – ligesom intolerance overalt – gør det ok ikke at ville være med til at sikre gratis og lige adgang til behandling. “Jeg vil ikke betale så meget i skat for, at rygere kan blive behandlet for lungecancer, når de selv er ude om det.”

Ja, det er dumt (og potentielt farligt) at ryge. Derfor ryger jeg ikke selv. Men når du motionerer udendørs i København eller i trafikerede områder, får du mere end dobbelt så mange skadelige partikler ned i lungerne, i forhold til, hvis du motionerer ude i naturen. TV-lægen Peter Quortrup Geisling anbefaler naturligvis stadig at motionere, selvom du bor i byen, men partiklerne kan skade dig i det lange løb. Og er du genetisk disponeret for lungekræft, hvem ved så, hvad de partikler kan betyde? Min venindes mormor døde af KOL (Kronisk Obstruktiv Lungelidelse, eller rygerlunger) uden at have røget en eneste cigaret i sit liv. Hendes mand var storryger.

Min mormor døde i en alder af 83 – mæt af et langt liv, hvor hun havde røget rigtig meget, både cerutter og cigaretter, drukket alkohol og aldrig løbet en tur for motionens skyld.

Kan du selv gøre noget for at undgå alvorlig sygdom? Ja. Er det nogen garanti? Absolut ikke.

Jeg er netop begyndt på halvanden måneds efteruddannelse på Journalisthøjskolen (i København, ikke Århus), og overskriften på kurset er “Formidling på nettet – med foto, lyd, video og tekst”. Her skal vi hver især arbejde på vores eget blog-projekt, som også skal være vores eksamensprojekt, så I kan godt forberede jer på at blive prøvekaniner for min faglige udvikling.

Der vil ske løjer her på bloggen – web-tv og slideshows med lyd er noget af det, jeg ser allermest frem til. Bl.a. er jeg meget fascineret af den form for formidling, som Oregonlive.com brugte til at fortælle om Chrissy Steltz, som fik en ansigtsprotese (som jeg også har skrevet om her på bloggen).

Kom endelig med jeres indtryk og kommentarer. Jeg har meget, jeg skal lære om formidling på nettet.

At operere på sig selv kan ikke være nogen rar oplevelse. Mildest talt. Forhåbentligt hører det også til de absolutte sjældenheder, at nogen bliver nødt til at føre kniven gennem sin egen hud. Men hvad gør man, hvis man sidder på Sydpolen og opdager en knude i sit bryst? Eller ikke vil have, at militærlægerne på lazarettet opdager, man i virkeligheden ikke er en mand, som de tror, men en kvinde? Eller er helt alene om at føde et barn, der bare ikke vil ud?

På denne liste er samlet ti historier fra det virkelige liv om mennesker, der i forskningens og overlevelsens tegn har opereret på sig selv. Se bl.a. det bevægende interview med den unge bjergvandrer, der efter fem dage med den ene arm klemt fast under en enorm sten, indser, at hans eneste mulighed for at overleve er at brække sin egen arm og skære den af med en lommekniv.

Advarsel: listverse.com er en hjemmeside, man ikke nemt slipper væk fra igen – den indeholder tusinder af sjove, skøre, vilde og dybt mærkelige lister, man bare må læse. Held og lykke!

Nogle tilstande, sygdomme og overlevelseshistorier er så sjældne, at der næppe findes flere tilfælde i verden, end hvad man kan tælle på en hånd.

Sådan er det for eksempel med texaneren Lizzie Velasquez, der lider af en meget sjælden sygdom, som der kun er registreret to andre tilfælde af i verden. Lizzie kan ikke tage på, og for at komme igennem dagen og få den næring, hun skal bruge, må hun spise hver 15. minut. Kroppen kan ikke lagre den energi, hun indtager, til senere brug.

Så er der spædbarnet, der tilbragte sin fostertid i sin mors lever, og ikke i livmoderen. Extrauterine graviditeter – graviditeter uden for livmoderen – forekommer, men at fosteret ligger i leveren er kun registreret 14 gange før, og heraf er kun tre andre børn, udover det her omtalte tilfælde, overlevet.

Og så er der historien om manden, der overlevede og kom sig efter en ‘intern halshugning’, hvor kraniet blev adskilt fra rygsøjlen, mens kun sener og huden holdt hovedet på plads. At overleve dette er ekstremt sjældent.

Er man religiøs, kan man kalde mirakler. Jeg ville nok snarere kalde det undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de fleste menneskers sygdomsforløb og behandlinger kan diagnosticeres og forudsiges nogenlunde. Men det minder mig også om, at selvom lægevidenskaben har gjort utrolige fremskridt på et par hundrede år, så vil vi næppe nogensinde forstå alt, hvad der er at vide om kroppen.

Denne video viser, hvordan fire kvinders stemmelæber bevæger sig, mens de synger. Jeg må indrømme, at jeg først nu rigtig forstår, hvordan de åbner og lukker sig omvendt af, hvad jeg intuitivt ville gå ud fra – lukker sig, når man bruger stemmen, og åbner sig, når man slapper af/trækker vejret.

Derfor forstår jeg nu også bedre, hvad det var, min sanglærer på Allerød Musikskole ville have mig til, når hun sagde, at jeg skulle ‘fortætte’ stemmen, så der ikke kom så meget luft på min sang. 10 år for sent med erkendelsen, men alligevel.

Fascinerende. Smukt. Og ret sjovt.

Videoen har jeg fundet på Mike Barnkops blog, som absolut er et besøg værd, hvis du interesserer dig for medicin og sundhed.